Print Index Tip en ven


»Talent vokser, når det får tid til at udvikle sig inden for nogle rammer, og på Statens Teater-skole arbejder vi ud fra devisen om, at kunstnerisk frihed er belønning for kundskab og bygger på viden. Når man kan sit håndværk, bliver man sat fri til at udvikle det, som er ens personlige grundmateriale.«

Sverre Rødahl, rektor
STATENS TEATERSKOLE

Statens Teaterskole er den centrale scenekunstskole i Danmark med cirka 120 studerende, syv teateruddannelser og fire danseruddannelser på Skolen for Moderne Dans samt en tværgående uddannelse. Skolen uddanner både skuespillere, instruktører, scenografer, regissører, produktionsledere, lyd- og lysteknikere, moderne dansere, koreografer og danseformidlere og tilbyder desuden efteruddannelse til professionelle scenekunstnere. Danseformidling er en to-årig videreuddannelse, mens de øvrige uddannelser er fire-årige. Efteruddannelsestilbudene er korte kurser, workshops eller seminarer.

Skolens kendetegn er et fagligt miljø med en metodisk tilgang til de enkelte fag, og undervisningen kombinerer teori og praksis. De studerende får solide faglige færdigheder inden for hver deres disciplin og lærer det grundlæggende håndværk på basisforløbene, før de specialiserer sig og udvikler hver deres personlige kunstneriske udtryk på overbygningen. Samtidig giver alle uddannelser de studerende stor praktisk erfaring via produktioner på skolen og praktikophold på professionelle teatre og dansekompagnier. Alle uddannelser lægger vægt på, at de studerende i løbet af deres studie i stigende grad kan eksperimentere med forskellige metoder og genrer.

Alle skolens uddannelser har en metodisk tilgang til deres fag. Teateruddannelserne tager udgangspunkt i det psykofysiske arbejde, men introducerer også de studerende til den fysiskvisuelle tilgang til teaterarbejde. Danseuddannelserne har sit primære fokus på samspillet mellem musik og bevægelse.

Skolen har en fast gruppe undervisere, som sikrer kontinuitet i undervisningen og udvikler skolens pædagogiske praksis. Derudover har teateruddannelserne og Skolen for Moderne Dans tilknyttet en lang række eksterne undervisere fra det professionelle teater-, film- og dansemiljø i Danmark og internationale gæstelærere. De bidrager med nye perspektiver og tilgange til faget og udgør et vigtigt netværk for de studerendes fremtidige arbejdsliv.

Skolen lægger stor vægt på at ruste de studerende til et liv som professionelle. Potentielle arbejdsgivere fra det professionelle scenekunstmiljø bliver derfor inviteret til at se de fleste produktioner på overbygningen. Hvert år udgives en præsentationsfolder om 4. års studerende.