»Du får et had-kærligheds-forhold til dine undervisere. Der er helt klart mord i tankerne ind imellem - og råb og skrig. Men vi skal jo heller ikke lære at bygge broer, det her er emotionelt.« |
  |
»Uddannelsen er på vej til at blive international og åbne for samarbejde og praktik i udlandet. Det vil betyde, at vi udveksler tanker, erfaringer og traditioner med andre kulturer og områder, og det er utrolig givende.« |
»Det er rart, at vi er to scenografer på en årgang, fordi du lærer det kollegiale, og i vores scenografi-lokale har vi et frirum, hvor vi hjælper hinanden, udveksler erfaringer og idéer på tværs af årgange.« |
| EN NØDVENDIG NEDBRYDNING Han kalder det to år i helvede. Men så førte den hårde kritik af Simons pæne, dødkedelige scenografier til en kunstnerisk under-søgelse af hans eget udtryk og mod til at ødelægge og bygge op »Det er psykisk skide hårdt at blive pillet så meget ned, som jeg er blevet, men det er nok også nødvendigt.« Ordene falder nøgternt, når Simon Holk Witzansky ser tilbage på sine fire år som scenografstuderende. »Jeg blev så usikker af alle kravene og undervisningen i de to første år, at jeg bare skyndte mig at lave noget, der var pænt, rent og hyggeligt. Der sker vel det, at man kommer til at elske det, man laver og glemmer at se kritisk på det, fordi man bliver så forelsket, at man er bedøvet. Du kan jo pærelet løse en forestilling som et regnestykke: læse manuskriptet ukritisk og lede efter mellemregningerne, som kan bevise resultatet. Det gjorde jeg helt klart, og det var dødkedeligt. Min studietid kan virkelig let deles op: Det 1. år var jeg dybt frustreret, 2. året var et helvede, og så gik der hul på bylden. Så gjorde det ikke så ondt længere.« Gennembrud i Århus Simon kalder selv uddannelsen »virkelig barsk«, og han forsøgte faktisk at holde op, men uddannelseslederen sendte ham tilbage til arbejdsbordet med besked om, at han allerede havde bevist sit talent, så nu var det skolens ansvar at hjælpe ham op på det høje niveau. »Det tror jeg virkelig, skolen kan lære én: Konstant at se og ødelægge det, man laver og bygge det op igen. Man bliver taget i hånden af en lærer eller konsulent, som siger: Jeg ser, at du har lavet sådan og sådan, er det også det du vil have, at jeg oplever. Hvis du så svarer nej, så handler det om at finde ud af, hvad der skal til for, at den anden oplever det, du ønsker. Det er den proces, som virker så fuldstændig fortvivlende, når man ikke kan finde ud af det, men det er også netop det, der er din arbejdsmetode og dit redskab. I stedet for at være glad for, at noget ser lækkert ud, så kan du pludselig arbejde med, hvad du vil fortælle. Når man først er inde i den gænge, så kommer der en anden lyst i arbejdet til at undersøge og lære sig selv kunstnerisk at kende.« For Simon skete gennembruddet i begyndelsen af 3. året i en lejlighed i Århus, da han forberedte scenografien til en præsentationsforestilling for skuespillerelever ved Århus Teater. »Da forstod jeg, at skolen faktisk havde sendt mig af sted, fordi de troede på mig. Jeg opdagede pludselig, at jeg havde rykket mig og kunne noget. Jeg havde været nede i sølet og blevet skuffet over nogle ting, men jeg havde også lært en masse. Nogen gange var det sgu som om, hænderne gjorde noget, jeg ikke anede, hvad var, men det er vel helt klassisk, at det sker, når du er blevet pumpet fuld af ny viden på skolen og så bliver sat fri og flytter dig fysisk.« Som at gå i Netto Siden har Simon lavet tre produktioner – en børneforestilling på et professionelt teater og en danseforestilling og en musikdramatisk forestilling på skolen. »Vi lærer jo at arbejde med nogle strukturer, og det er ren øvelse – om og om igen – og det giver en god erfaring. For mig har det været en opvågningsfase, hvor jeg pludselig er begyndt at bruge det, jeg har lært og provokere mit eget udtryk. Rent metodisk vil jeg sige, at det er pissegodt med det Stanislavskij, som har givet mig meget til at kunne overskue en tekst og dissekere den som scenograf. Men den lærer mig ikke at lave scenografi, den giver mig et fælles sprog med instruktøren. Omvendt er den fysisk-visuelle metode ubetinget lige så vigtig, fordi vi arbejder i rene stemninger og abstraktioner uden analyse, og instruktøren lærer scenografens sprog.« Lige nu forbereder Simon scenografi og kostumer til sin afgangsforestilling, og hans faglige nysgerrighed har sat sig fast og er en stor kvalitet i arbejdet. »Jeg har lige filmet en tysk installationskunstner, som jeg hader. Han arbejder med lak og lim, som han lader løbe, og pludselig så jeg, at det umiddelbare udtryk han opnår, er det, jeg skal bruge. Min nye åbenhed kombineret med en kritisk sans gør, at den tyske kunstner dukkede op i mine tanker, som det jeg ikke kan lide, men som jeg alligevel vil undersøge. Man kan jo ikke bruge sin smagsdommer til noget, det minimerer bare dine muligheder, og når man kan undersøge al kunst i verden, så er det da stupidt at lukke for de 10 procent, man ikke kan lide. Du tager stilling til, om noget virker, og så er arbejdsprocessen sgu ikke mere kompliceret end at gå i Netto.« |