 |
 |
»Der er ikke tid til at arbejde ved siden af skolen, men jeg står i kartoteket hos to castere og har haft nogle reklame-opgaver og biroller i film. Det er rigtig godt og giver også et spirende netværk.« |
 |
|
| EN LANG REJSE Det beriger og begrænser at blive fulgt så intensivt og opmærksomt som skuespillerstuderende bliver, så Pernille har skullet give slip og finde sin egen ro til at arbejde og lære midt i konkurrencen med andre Hun kom ind på skuespilleruddannelsen som 27-årig efter seks forsøg og følte en overvældende lykke i den første tid. Bag hende lå et år som lærerstuderende og mange ufaglærte jobs, der betalte for skuespillerkurserne. Men forude ventede en ny uventet kamp, for de første år på Statens Teaterskole var følelsesmæssigt turbulente for Pernille Hilgart. »Det er en lang rejse, der aldrig slutter. Det er både fedt og hårdt.« I dag er hun på vej til at føle sig som skuespiller. Udvikling under lup »Da jeg kom ind på skolen, oplevede jeg i den grad, at jeg pludselig blev set. Det var meget bekræftende men også sejt. Der er hele tiden undervisere, som følger din udvikling intenst i timerne, og som følger op, når de møder dig på gangen. Det er meget rørende, men det betyder også, at du hele tiden er på. Du bliver ekstremt opmærksom på dig selv, og det er enormt anstrengende. Jeg fik virkelig præstationsangst på et tidspunkt, da jeg mødte tidligere jurymedlemmer som undervisere og følte, at jeg skulle bevise over for dem, at jeg var god nok.« For Pernille blev sommerferien mellem 1. og 2. studieår afgørende for, at hun kunne fokusere på sin faglige udvikling. »Det var fantastisk at opdage, at det var nogle andre, nye studerende, som var usikre og havde flakkende øjne. Så flytter fokus sig lidt fra dig. Det gav mig overskud til at give slip på hele tiden at bevise og i stedet arbejde konkret med nogle områder og tage imod instrukser på en ny måde. Jeg forstod for alvor, at jeg helt overordnet selv skal tage ansvar for min uddannelse. Man får fandme meget serveret på et sølvfad her på skolen med undervisning af virkelig dygtige undervisere, men hvis jeg ikke selv er frisk eller forbereder mig og lærer mine replikker, så kan jeg ikke forvente at blive en fed skuespiller. Det er en banal, men vigtig erkendelse.« Konflikter og konkurrence Pernille skulle som andre skuespillerstuderende også finde sig til rette i en intim hverdag med kun otte mennesker på en skuespillerårgang. »Vi ville hinanden som hold fra begyndelsen, men vi rendte også ind i konflikter. Vi er jo vidt forskellige typer og temperamenter med forskellige grænser, baggrunde og mål med uddannelsen, og så er det pludselig de mennesker, du er allermest sammen med overhovedet. Det kan godt være svært. Vi skulle finde ud af, hvordan vi taler sammen, og hvordan vi møder og arbejder i timerne, men vi er blevet gode til at løfte en opgave sammen. Vi samler os og retter energien mod målet op mod en visning, og så kan jeg blive helt forelsket i mit hold!« For alle studerende på Statens Teaterskole er studiemiljøet også præget af konkurrence. »Jeg synes da, det er svært ikke at måle sig med hinanden og tænke: Hold da op, hvor det kører for ham eller hende, og hvordan kommer jeg selv derhen. Vi kender jo hinandens styrker og svagheder, og vi udvikler os i forskellige tempi. Samtidig møder vi fag, hvor der virkelig skal kæmpes – for mig er det sang, som fandme er svært, mens det for andre kan være kropsunder-visningen – og det gør ondt at ramme muren. Men vi har vores klasselærer og klassens time til at løse de fælles knuder, og så snakker jeg om det, der er sårbart at dele med andre her på skolen, med mine nærmeste, med underviserne i de individuelle timer eller med andre studerende, jeg føler mig tryg ved.« På vej mod det professionelle Pernille har 1½ år tilbage af sin uddannelse, og selvopfattelsen som studerende glider langsomt over i en identitet som skuespiller. »Da vi lavede børneforestillingen på Grønnegårdsteatret havde jeg mit første møde med et ukendt, betalende publikum, og det gik rigtig godt. For første gang følte jeg, at det blev vores forestilling som hold, og at det rykkede dag for dag. Jeg begyndte ligefrem at sige til andre, at jeg skulle på arbejde, når jeg skulle til prøve.« Siden har hun også været i praktik på et professionelt teater. »Det gav nogle nye erfaringer. Jeg opdagede igen, at ansvaret for at komme igennem en proces er mit, og at jeg skal finde ud af, hvad der er mit ansvar, og hvad der er instruktørens og dermed, hvad jeg kan kræve og forvente. Det er vel første stadie til at løsrive sig fra skolen og identiteten som studerende.« Forude venter flere forestillinger, samarbejde med professionelle instruktører og undervisning i film, radio, speak og dubbing. »Jeg oplever, at 4. året er en langsom udslusning til branchen. Teatercheferne kommer til forestillingerne for at købe arbejdskraft, om jeg så må sige, og jeg føler egentlig, at kampen i uddannelsen i sig selv er en måde at ruste os til, at vi måske nok virkelig skal kæmpe for at få opgaver som færdiguddannede. Lige nu drømmer jeg om et arbejdsliv med teater. Jeg synes det er så fedt at spille for et levende publikum, at bruge sig selv og arbejde med, hvordan jeg og mine medspillere får det til at leve hver gang. Jeg håber selvfølgelig, at jeg er rigtig heldig og får et job med det samme, men der opstår uundgåeligt perioder, hvor indtægten kun kommer fra A-kassen, og så vil jeg nok tage kurser og undervise elever, der søger ind på skolerne for at holde mig i gang.«. |
|
»De gamle bygninger er charmerende, men skolen mangler kroge, hvor man kan være fortrolig eller trække sig og få lidt privatliv. Skuespiller-rummet er det nærmeste, vi kommer et åndehul, hvor man kan læse tekster, hvile i 20 minutter eller hænge ud med de andre skuespillere.« |
|
LÆS MERE OM: [om uddannelsen] [optagelse] |
|
»Klokken er ni, før jeg har købt ind i Netto og spist, og så skal jeg i gang med lektierne. Men man har helt klart brug for sit bagland, for herude knokler vi så meget for at finde os selv og bryde de kasser, vi bliver sat i, at der er behov for et åndehul, og jeg skal netop ikke bevise noget over for mine venner. De kender mig.« |